Flyvende opstart på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet er igen begyndt at summe af liv efter en længere corona-pause. Medarbejdere vender tilbage, og studerende fejrer deres overståede eksaminer i den bagende sol. Og midt i alt sammen kan man disse dage slet ikke undgå at få øje på Kongsvangs blå farve.

Som ny serviceleverandør til Aarhus Universitet er vi nemlig massivt til stede for at give 34 nye Kongsvang-medarbejdere den bedst mulige start hos vores nye kunde. Selvom der er tale om nye Kongsvang-medarbejdere, er der dog tale om dygtige og rutinerede folk, som hver især mestrer at gøre godt rent, og som kender arbejdspladsen rigtig godt. De fleste har nemlig gjort rent på universitetet i adskillige år. Forskellen er dog, at de nu skal gøre rent under Kongsvangs vinger. Og selvom meget vil være det samme, vil noget helt sikkert også være meget nyt for vores nye kolleger.

Der vil eksempelvis være nye arbejdsgange og lidt nye metoder, som skal ind under huden. Derfor er Kongsvang også massivt til stede med 17 dygtige instruktører fra hele landet, som personligt hjælper hver eneste medarbejder godt i gang på deres arbejdsområde.

En stærk holdindsats

En opstart af denne størrelse indebærer et større logistisk puslespil, som kræver en helt særlig holdindsats. Der er derfor samlet et stærkt hold af regionschefer, driftsledere og undervisere, som hjælper med at få alle ender til at nå sammen. Og den teamspirit har gjort indtryk på Kongsvangs regionschef, Jette Jacobsen:

“Det har da været en fornøjelse at være vidne til sådan en holdindsats. Der er meget, der skal falde i hak sådan en dag, og det er virkelig imponerende at se, hvordan alle hjælper med at få alting til at lykkes. Alle står klar fra kl. 5 om morgenen og er så klar på at tage fat. Det er altså stærkt. Ligesom jeg er meget imponeret over vores nye kolleger, som virkelig har udvist gå-på-mod og velvilje. Det synes jeg er flot”, siger hun.

Dagen i dag startede for flere måneder siden

At tingene falder i hak skyldes i særdeleshed også, at alting er blevet grundigt forberedt gennem længere tid, fortæller Jette Jacobsen:

“Der er selvfølgelig rigtig meget gang i den de her dage, hvor det hele skal startes op. Men dagen i dag startede i virkeligheden for flere måneder siden, for en opstart som den her kræver grundig planlægning. Der skal bestilles varer, laves områdefordeling og arbejdsplaner til medarbejderne og klargøres rengøringsrum. For bare at nævne lidt. Så der ligger et grundigt arbejde bag, og det er dejligt at se, hvordan det hele nu falder i hak”, siger hun.

Kongsvang startede op på Aarhus Universitet 2. juni, hvor alle nye Kongsvang-medarbejdere som det første fik vores obligatoriske introduktion til Kongsvangs metoder, midler og virksomheds-DNA. Efterfølgende blev de sendt ud til deres erfarne instruktører, som stod klar i rengøringsrummene til at give dem en god og praksisnær sidemandsoplæring.

Velkommen til et nyt stærkt hold Kongsvang-medarbejdere.

Søg