Vi forlænger igen sponsoraftale med super dygtige Mathilde Diekema
Træning i Portugal
Mathilde Diekema som vi i Kongsvang har sponsoreret i flere år, er netop hjemvendt fra tre ugers træning i Portugal. Her var hun afsted med hendes personlige træner Rachid hvor hun delte stadion med andre dygtige atleter og medaljetagere. Mathilde fortalte levende om den fede oplevelse, og hvordan Portugals varme og flade landskab giver særlig høj kvalitet i træningen, så man går fra udholdenhed til optimering af tempoet. Mathilde kunne på den måde arbejde benhårdt og fokuseret i tre uger for at blive i tip top form til den kommende løbesæson.
Årets første stævne
Mathilde har længe ventet spændt på sæsonens første stævne og i morgen går det løs. Mathilde skal nemlig til Lange Laufnacht 2022 – et stort løbestævne i Tyskland med masser af dygtige atleter fra hele Europa. Her stiller Mathilde op i 1500 meter løb hvor hun skal løbe kl 21.10. Mathilde selv har store forventninger til løbet, dels er det altid spændende at skulle deltage i årets første stævne, og dels kan det være med til at spore hende ind på hvilken disciplin hun vil forsøge at EM kvalificere sig til.
Hep på Mathilde og følg med live i morgen
Har du som os svært ved at være i dig selv af spænding over Mathildes løb i morgen? Så har vi en god nyhed til dig! Du kan nemlig streame dagen og følge med i de forskellige løb hele dagen via dette link.
Så brug din lørdag fornuftigt og hep med virtuelt, vi er nemlig slet ikke i tvivl om at det bliver et løb man ikke vil gå glip af!
Er du nysgerrig på at følge Mathilde og hendes rejse så kan du følge hende både på instagram og facebook hvor hun løbende deler ud af hendes løbekarriere, hendes drømme og små fif og øvelser til løbetræning.
Sidder du og bliver rastløs i benene og drømmer om, som Mathilde, at løbe mellemdistance løb eller andre atletik discipliner? Så tjek Aarhus 1900 atletik og løb hjemmeside ud. Hvem ved, måske du så en dag kan dyste mod Mathilde i løbedistancerne.